f s r
^

Kløkt er gestins eyga – Stríðið um §266b

Úr søgusavninum

Greinarøð í Politikken

Danski journalisturin, Stephanié Surrugue, hevur vunnið virðisløn fyri at skriva longri greinarøð um §266b stríðið, ið var í hásæti á heysti í 2006. Greinarøðin var at lesa í Politikken.

Fimm ár seinni er nógv broytt. Føroyska samfelagið er vorðið meira tollynt, og av tí sama betri at liva í. Ytsti “kristiligi” høgri vongurin vísti seg frá síni – higartil – ljótastu síðu undir stríðinum . Tað fekk “tann stilla meirilutan” at vakna, øtast og munandi broyta sína lívsákoðan, tá ið tað kemur til tollyndi, samkynd og fólk, ið annars bróta burtur úr mongdini og eru við til at skapa fjølbroytni í føroyska samfelagnum.

Niðan fyri endurgevað við allar – nú søguligu – greinarnar hjá Stephanié Surrugue um Føroyar, væntandi rættindi og §266b málið í kronologiskari rekkju – frá byrjan til enda á málinum.

© Politikken

Reportage:

»Når de råber efter mig, siger jeg bare, at jeg er stolt af det. Højt«

Rasmus ligger på psykiatrisk afdeling. Carsten er blevet omvendt gennem kristen terapi. Så nu er Mike den eneste bøsse på Færøerne , der står offentligt frem. Snart skal Lagtinget beslutte, om det skal gøres ulovligt at chikanere homoseksuelle. Mike håber det. Livet som bøsse på Færøerne er ved at være mere, end han kan holde til.

© Politikken / 22.10.2006

Af Stéphanie Surrugue, Bjarni Richardt-Mortensen, Kristoffer Hegnsvad og Maria Fonfara (foto), Tórshavn:

I en sky af hårlak arrangerer Carsten slangekrøllerne på den unge piges skuldre. Så træder han et skridt tilbage og inspicerer kritisk sit værk: En brusende opsætning af slangekrøller, asymmetrisk pandehår og påsatte lokker i alle regnbuens farver. Pigen stirrer usikkert ind i spejlet – hendes frisure er London, Paris, New York værdig, men vi er nu engang i Gøta. En færøsk bygd langt mod nord, på øen Eysturoy.

Her ligger Carsten Høgnesens frisørsalon, og her skaber han små mirakler af indbyggernes hår. Men i sig selv er den 21-årige frisør et langt større mirakel: Sidste år hjalp Jesus ham af med hans homoseksualitet.

Missionærsønnen fra Gøta, der sprang ud som bøsse og siden blev omvendt, er en triumf for Færøernes politikere og prædikanter, som kæmper mod de liberale kræfter, der vil forbyde diskrimination af homoseksuelle.

For: Hvorfor skulle man gennemføre en så radikal lovændring, når kristen terapi kan gøre en homoseksuel til en heteroseksuel?

Svaret hos de progressive politikere og borgere er: Fordi et menneskes seksuelle orientering er en grundlæggende rettighed på linje med tro, race og etnicitet. Det færøske samfund kan ikke længere være bekendt, at homoseksuelle borgere er lovlige ofre for andre borgeres diskrimination og chikane.

Men oppe i Gøta, hvor gudsfrygten er lige så stærk som blæsten, der jager ind over de forrevne fjelde, virrer Carsten bare lidt på hovedet over al den snak, som mest foregår i hovedstaden Tórshavn, 60 kilometer og en verden væk fra hans frisørsalon:

»Altså … det der med politik interesserer mig slet, slet ikke«, siger han smilende, »selvfølgelig synes jeg ikke, man skal diskriminere nogen, men jeg håber, de får vist den rette vej, så de kan få Guds rige, når den sidste dag kommer«.
Omvendelsen

Den unge frisør er søn af en missionær i nabobyen Leirvik, og hele livet har Carsten og hans søskende været aktive i den indremissionske ungdom på Eysturoy.

Derfor gav det genlyd hele vejen til Tórshavn, da Carsten som 18-årig erklærede, at han var homoseksuel. Han havde frygtet det i flere år: At han var synder. Et menneske, som Bibelen foreskrev ikke kunne få adgang til Guds rige.

Men da Carsten gik på frisørskole nede i Tórshavn, besluttede han sig for at bevise over for det færøske samfund, at homoseksuelle er lige så gode mennesker som bogstavtro kristne. Det var hans mission – troede han dengang.

Carstens søster fortalte til forældrene, at han var homoseksuel. Missionærparret har aldrig talt med deres søn om ’det’. Og sådan foretrækker Carsten det da også.

Men til andre mennesker fortæller han gerne om sine forvildede to år som åben homoseksuel og om den dag, han mødte Jesus og fik foræret bogen ’Homosexual No More’.

På en pilgrimsrejse til Israel mødte Carsten en prædikant, der opfordrede alle til at tage mod Jesus nu, for enden var nær. Og den dag, efter to års kamp for sin homoseksuelle identitet, gik Carsten på knæ. Han bad Jesus om hjælp til at leve i cølibat resten af sit liv.

Om aftenen, da alle de unge kristne sad sammen og fortalte hinanden om dagens oplevelser, gav de andre Carsten bogen. Den havde ligget i et skab fyldt med bøger, og de havde grebet tilfældigt ind i stakken og fået fat i den, fortalte de.

Det måtte være et tegn. Så Carsten læste i ’Homosexual No More’ og Bibelen gennem flere måneder, mens hele menigheden gik i forbøn for ham.

Det samme gjorde formanden for Centerpartiet, Jenis av Rana, som fra sin plads i Lagtinget i Tórshavn kæmper for, at færøsk politik og levevis er i overensstemmelse med Bibelens bogstav.

Politianmeldelsen

Carstens kamp tjener et andet formål end hans egen frelse: Igen og igen bliver han nævnt, når stærkt religiøse kræfter argumenterer mod det forslag, der sidste uge blev fremsat i Lagtinget: At udtrykket ’seksuel orientering’ bliver skrevet ind i straffelovens paragraf 266b, så det bliver ulovligt og strafbart at diskriminere og chikanere ørigets homoseksuelle borgere.

Debatten handler om religion og menneskerettigheder og har mejslet en kløft gennem Færøerne , hvor tro og tradition står stærkt.

For ganske få år siden var homoseksualitet et tabu i det offentlige rum. At diskutere bøsser og lesbiskes rettigheder var lige så utænkeligt som at acceptere deres livsstil. Og i øvrigt forsvandt problemet altid af sig selv: De homoseksuelle, der ønskede at leve åbent, flyttede til Danmark.

Men for et år siden skete det utænkelige: En forening af nordiske homoseksuelle studerende valgte at holde deres årlige konference i Tórshavn – og sluttede af med en gay pride gennem byen. Ikke mange færinger deltog i optoget, men noget rørte sig pludselig i det færøske samfund. Noget, der skubbede til værdierne.

Kort efter fremsatte Finnur Helmsdal og Annita á Fridriksmørk fra Det Republikanske Parti for første gang det kontroversielle forslag om paragraf 266b i det færøske lagting, verdens ældste parlament. Men tiden var ikke moden, så langt fra:

Ganske vist var der en forsigtig intern splittelse i alle partierne – undtagen i Jenis av Renas Centerparti, som stod sammen om et gungrende nej – men forslaget blev i Lagtinget nedstemt med stemmerne 20-12.

En måned efter afstemningen, lillejuleaftensdag 2005, havde sognepræsten Mogens Tilsted Christensen et læserbrev i avisen Dimmalætting:

»Danmark begik i 1987 den fejl at vedtage en lov om, at folk ikke må diskrimineres på grund af deres seksuelle orientering«, skrev han og pustede så til en af færingernes største bekymringer: »Følgerne for Danmark heraf har foreløbig været, at ritualer for homoseksuelles parforhold er indført i den danske folkekirke«.

Den toneangivende sognepræst argumenterede endvidere for, at »hvis en børnehave eller en skole har homoseksuelle eller pædofile pædagoger til at tage sig af børnene, så udsættes børnene for vrangpåvirkninger« og han slog fast, at »det er en naturlig diskvalificering for en lærer at være homoseksuel« med henvisning til, at »man sætter jo ikke ræven til at vogte høns«.

Dén smøre fik punkbandet 200 til at politianmelde Mogens Tilsted Christensen. Men der blev ikke rejst tiltale mod præsten.

Årsag: Der var ingen paragraffer i færøsk lov at rejse tiltale efter.

Rasmus og Mike

Siden bøsseoptoget i Tórshavn har Færøerne været ude for endnu en indre rystelse: For fire uger siden, under en karaokeaften på værtshuset Glitnir, blev den 25-årige musiker og åbent homoseksuelle Rasmus Rasmussen gennembanket af fem mænd.

Få dage efter stod han frem i Dimmalætting og fortalte om overfaldet og om livet som homoseksuel i det lille færøske samfund.

Da aftenavisen kom på gaden, modtog Rasmus Rasmussen dødstrusler over telefonen. Den unge guitarist brød sammen. Rasmus Rasmussen blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Og ligger der endnu, mens hans far har valgt offentligt at støtte de homoseksuelles rettigheder.

Familien Rasmussen har om noget været med til at ændre folkestemningen på Færøerne . Det Republikanske Parti har set sit snit til at genfremsætte sit forslag, som Lagtinget skal stemme om i næste måned.

Den ene af forslagsstillerne, Finnur Helmsdal, skammer sig over, at Færøerne endnu ikke har fået sikret de homoseksuelles rettigheder:

»I et samfund som det færøske, hvor dobbeltmoral er dobbelt så godt som almindelig moral, har man ikke gjort sig bevidst, hvad det betyder. Vi siger, at vi alle står lige som borgere, men homoseksuelle er ikke 100 procent borgere. Og det kan vi simpelthen ikke være bekendt«.

Lige nu står stemmerne lige – 16 parlamentsmedlemmer har foreløbig erklæret sig for, mens 16 fortsat erklærer sig i mod.

Det knager i det dybt religiøse færøske fundament. Og det har fået endnu en familie til at stå frem, selv om prisen for åbenhed er smertende høj.

Mike Viderø har aldrig kunnet skjule det. Allerede da han var to år, tænkte hans mor, at han var anderledes. Et drømmende barn.

Mike voksede op og ville kun lege med piger og Barbie-dukker. Han ville have langt hår og elskede havfruer. Hans stemme er lys, hans træk er forfinede, hans bevægelser yndefylde. Selv erkendte han det, da han var 13 år: At han blev forelsket i drenge.

Da han blev 16, fortalte Mike det til sine veninder, sine kusiner og sin mor. Ingen af dem blev særlig overraskede. Rygtet jog gennem Tórshavn, og Mike valgte at indhente sladderen ved at fortælle om sin homoseksualitet i et radioprogram, hvor han selv sidder i panelet med syv andre unge og diskuterer emner som scoretricks og skoletræthed.

De sorte laksko

Det er to år siden nu. To år, som har været nedslidende for den spinkle, lyse dreng med de store øjne.

Og nu, midt i debatten om diskrimination, har hans mor Gudbjørg valgt at stå frem for at støtte sin søn. Hendes tro er blevet sat på prøve af de stærke religiøse kræfter, der siger, at mennesker som Mike ikke kommer i Himmelen.

»Her er så mange kristne politikere. De er religiøse fundamentalister. Nogle af dem opfatter homoseksuelle som syge mennesker, andre opfatter dem som pædofile. Hvad i al verden er det for noget? Det er simpelthen så uhyggeligt«, siger Gudbjørg opbragt og skutter sig i sin varme stue.

»Det er fandeme så frækt. Vi er alle ens. Der er kun én der, kender hjerterne, og det er Gud. Det er Ham, der er dommeren«.

Mike smiler lidt genert. Han har det ikke så godt. Man taler bag hans ryg. Man går, når han kommer. Ganske vist er det blevet mindre med tiden. I starten oplevede han for eksempel, at folk kørte op på siden af ham med et rullende videokamera og spurgte ham, om han var homoseksuel.

»Jeg bliver stadig provokeret. Men så siger jeg bare, at jeg er stolt af det. Højt«.

Mike kigger ned på sine nye, sorte laksko fra Dolce&Gabbana – købt på udsalg i København og sandsynligvis de eneste af slagsen på hele Færøerne . Så kigger han trodsigt op igen:

»Når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg ikke en syg dreng. Jeg ser … en dreng, der turde stå frem. Jeg kan tåle meget«, siger han så og tilføjer et af sine mange, engelske yndlingsudtryk:
»I’ve got guts«.

Ingen kæreste

Flugt var det ikke, men Mike flyttede til Danmark i fire måneder for at se, om det blev lettere at være ham. Det gjorde det på sin vis: Alle eleverne på Andebølle Efterskole tog fordomsfrit imod ham. Men Mike savnede sin familie og sine veninder. Mest af alt og alle savnede han sin mor. Så nu er han tilbage i Tórshavn, hvor han tager kørekort og drømmer om at blive sanger.

Han øver sig inde på sit værelse, hvor Marilyn Monroe smiler til ham fra de mintgrønne vægge og computerbordet er pyntet med små porcelænsfigurer af Den Lille Havfrue. Her står Mike og synger Whitney Houston og Christina Aguiliras sange med sin klare stemme. Men han har ikke noget band.

Aftenerne tilbringer han i venindernes trygge midte. I weekenderne går de ud og danser eller synger karaoke. I hverdagene sladrer de over en flok sodavand eller kører Tórshavns gader tynde i en af venindernes bil. De kører i timevis, rundt og rundt og rundt. De taler om alt, men især om lækre fyre. Nogle gange taler de om deres forældre. Veninderne er enige om, at Mikes mor nok er verdens sødeste mor.

Sådan går snakken, og sådan går aftenerne. Imens drømmer Mike sig til en tilværelse som popstjerne – og om at få en kæreste.

Det er nemlig ret umuligt på Færøerne , fordi så godt som alle homoseksuelle mænd her er gift og har børn. Derfor bliver det til stjålne møder på hotelværelser, i biler på mørke parkeringspladser eller i ly af træerne inde i plantagen.

Så Mike regner ikke med at få en kæreste, før han en dag får samlet kræfter til at flytte fra Færøerne :

»Jeg har det fint her. Men jeg kunne godt forestille mig at flytte til Danmark. Jeg kan ikke finde en kæreste her. Jeg gider slet ikke lede, for hvis jeg finder ham, så er han i skabet. Og det gider jeg ikke. Jeg vil leve ærligt. Også selv om det gør ondt«.

Er Carsten hjernevasket?

Sådan er Mikes liv. Og selv om han måske ville ønske, at det var anderledes, ville han ikke ønske at leve som Carsten Høgnesen fra Gøta. Mike kender alt til Carstens historie og tror ikke et sekund på den kristne terapi. Faktisk tror Mike snarere, at Carsten er blevet hjernevasket end at han er blevet heteroseksuel.

Carsten selv – han er ikke i tvivl om at have set lyset:

»Pludselig kunne jeg se, hvordan jeg havde levet mit liv. Det var forkert. Der var mange ting, som jeg havde troet var rigtige, som faktisk var forkerte«, siger frisøren, der i sit nye liv endnu ikke har været sammen med en kvinde, og som overvejer at blive rådgiver for homoseksuelle, som er rede til at blive omvendt.

»Alle mennesker er født heteroseksuelle. Men jeg havde mange pigevenner. Det kan have påvirket mig. Og der var også en gang, hvor jeg spurgte en dreng, om han ville lege, men så sagde han, at han kun ville lege med min tvillingebror. Måske har det også betydet noget«, siger Carsten, der har gransket sit liv for at finde en forklaring på sine feminine træk og syndige lyster.

I dag har han flere forskellige venner: De gamle veninder, som ikke er troende, og som siger, han er blevet hjernevasket. Og de nye veninder, som er troende og støtter ham i hans daglige kamp mod fristelsen.

Djævlen, fristelsen, er der stadig. Men så kigger Carsten væk. Eller læser et bibelvers, der kan støtte ham. Han har en bibel liggende i salonen, så han kan hente styrke i Korintherbrevet eller Romerbrevets ord om mænd, der ligger med mænd. Selv har Carsten aldrig været sammen med en mand.

»Min tro fik mig til at lade være med at prøve«, siger han, »og det gør det nok lidt lettere i dag. Men det er nu stadig hårdt. Meget hårdt«.

Fakta: lovændring? kampen om paragraffen

Straffelovens §266b – også kendt som ’racismeparagraffen’ – lyder i den danske version: ’Den, der offentligt eller med fortsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år’.

Udtrykket ’seksuelle orientering’ blev føjet til paragraffen i 1987. Men kun i Danmark. I den færøske lovtekst er udtrykket aldrig blevet tilføjet.

 

Fakta: Homofobi på Færøerne

I de kommende dage bringer Politiken en serie portrætinterview fra Færøerne . Mød blandt andre:

Finnur Helmsdal, der har udfordret øsamfundet med sit forslag om at forbyde diskrimination af homoseksuelle.

Lægen, prædikanten og partiformanden Jenis Av Rena, der vil omvende homoseksuelle gennem kristen terapi.

Den pensionerede postmester Mortan Rasmussen, hvis søn er indlagt på psykiatrisk afdeling, og som den første på Færøerne fortæller om at være forælder til en homoseksuel.

Margaretha Nonklett fra Amnesty International i Tórshavn, der kritiserer sit land for at mangle respekt for borgernes grundlæggende rettigheder.

 

Den eneste bøsse på Færøerne

På Færøerne må man godt true, forhåne og nedværdige homoseksuelle. Men efter et overfald på en bøsse prøver nu politikere igen at indføre et forbud.

© Politikken / 22.10.2006

Af Stéphanie Surrugue, Bjarni Richardt-Mortensen, Kristoffer Hegnsvad og Maria Fonfara (foto), Tórshavn

Se engang på Mike. Han vrikker med hofterne og fyrer sit karaokenummer af, som om han stod på Wembley Station og ikke på værtshuset Glitnir i Tórshavn.

»Gimme some room, I’m coming through, paid my dues«, rapper han med glitrende øjne og flabede bevægelser.

Gæsterne glaner efter ham. De fleste på Færøerne har hørt om 18-årige Mike Viderø. Han er den ene af de i alt to homoseksuelle færøske mænd, som offentlig har fortalt om at være bøsse i det lille og stærkt religiøse samfund, hvor det er fuldt lovligt at diskriminere og chikanere homoseksuelle.

Så Mike bliver bagtalt. Råbt efter og chikaneret. Men han står fast på at vise sig frem. Selv om han lige nu står alene.

Den anden offentlig kendte bøsse befinder sig lige nu på psykiatrisk afdeling i Tórshavn. Rasmus Rasmussens sammenbrud og indlæggelse har rystet Færøerne . I en grad, så borgerne er begyndt at diskutere, om de bøsser og lesbiske mon skal have samme rettigheder som alle andre?

For ganske få år siden var homoseksualitet et fuldkomment tabu i det offentlige rum. Og da to medlemmer af Lagtinget sidste år fremsatte et forslag om, at det skal gøres ulovligt og strafbart at diskriminere homoseksuelle, faldt forslaget med et brag.

Flere politikere argumenterede med at homoseksuelle ikke kunne komme til Guds rige, og at man ikke skulle lave en lovændring, der stred mod Bibelens ord.

Men nu smuldrer fundamentet under de kristne fundamentalister. Det begyndte for en måned siden, netop på Glitnir, hvor Mike står og synger nu.

»Godt, jeg ikke er røvpuler«, råbte en mand efter Rasmus Rasmussen, den 25-årige musiker og bøsse. Den slags kommentarer havde Rasmus måttet høre på hele aftenen. Og den slags kommentarer må man finde sig i, hvis man vælger at være åbent homoseksuel på Færøerne . Men den aften fik Rasmus nok.

Han gik hen til nabobordet og skubbede til manden, så han røg ned af stolen. Prompte kastede fire mænd sig over Rasmus, slog ham i gulvet og trampede på ham.

Det endte i et masseslagsmål ude på havnen, mens Rasmus blev gemt af vejen af personalet inde på Glitnir.

Et par dage senere gav den forslåede musiker et interview om balladen og om at være bøsse.

Da aftenavisen var kommet på gaden, ringede en mand og truede med at slå ham ihjel, hvis han nogensinde viste sig i Tórshavn igen.

Så brød Rasmus sammen. Nu ligger han på tredje uge i en blanding af chok og depression på psykiatrisk afdeling. Hjemme i parcelhuset sidder hans forældre forstenet i deres stue. De har valgt, som det første forældrepar i Færøernes historie, at støtte deres søn gennem medierne.

»Det, der er sket med Rasmus, er den yderste konsekvens af en vedholdende nedgørelse af de homoseksuelle her på Færøerne «, siger hans far, den 65-årige pensionist Mortan Rasmussen.

Efter overfaldet på Rasmus og hans fars offentlige appel om accept, har medlemmerne af Lagtinget Finnur Helmsdal og Annita á Fridriksmørk genfremsat deres forslag i denne uge.

Og foreløbig har fire af de parlamentarikere, der stemte nej sidste år, erklæret, at de har skiftet mening. Dermed står den 16 -16 i Lagtinget, der skal stemme i næste måned.

»Vi siger, at vi alle står lige som borgere, men homoseksuelle er ikke 100 procent borgere. Og det kan vi ikke være bekendt«, siger Finnur Helmsdal fra Det Republikanske Parti.

Han tror på, at forslaget går igennem denne gang:

»Meningsskiftet er kommet, efter Rasmus og hans far stod frem. Det har påvirket mange færinger. Modstanden findes blandt de meget religiøse. Den rabiate kristendom har meget magt på Færøerne , fordi den både infiltreres i politik og erhvervslivet«.

En af lovforslagets modstandere er lægen, radioværten og politikeren Jenis av Rana. Hans Centerpartiet står før som nu står sammen om et gungrende nej:

»I det Ny Testamente står der kort og godt, at homoseksuelle ikke kan arve Guds rige. Det Gamle Testamente er endnu hårdere, der står, at Gud har afsky for de mænd. Bibelen er utrolig knivskarp med hensyn til homoseksuelle. Så naturligvis bør Færøerne ikke lave en lov, der så åbenlyst går mod Bibelen«, siger Jenis av Rana.

Det gør ikke indtryk på ham, at Danmark i 1987 forbød diskrimination af homoseksuelle:

»I Skandinavien har man valgt at sige: »I stedet for at hjælpe jer, vil vi forsøge at acceptere jer«. Her på Færøerne , i vores parti, mener vi, at de homoseksuelle skal hjælpes gennem bøn og terapi«.

Så i Tórshavn holder den spinkle Mike Viderø fanen højt, selv om han er påvirket af Rasmus’ skæbne. Med rank ryg træder Mike ud mellem bordene på Glitnir, hvor Rasmus blev slået ned for en måned siden. Og så synger han sin sang.

For sig selv, for Rasmus og for de mange andre, der ikke tør stå frem af frygt for at ende i Helvede.

 

Homoseksuelle på Færøerne # 1: Interview:

»De læser Bibelen som Fanden selv«

Interview: Mortan Rasmussen

Mortan Rasmussen kæmper for sin homoseksuelle søn. Og mod Færøernes religiøse fundamentalister

© Politikken / 24.10.2006

Af STEPHANIE SURRUGUE Tórshavn

Han har fået tatoveret en flammende guitar på sin overarm. Og med tilstræbt rockstjerne-attitude stirrer han ind i kameraet. Men det er hans blide, lidt drømmende blik, der fanger, når man gransker fotografiet af den 25-årige musiker Rasmus Rasmussen.

Det indrammede billede står i hans forældres stue. Så de kan se ham. For Rasmus ligger på Tórshavns psykiatriske hospital, i en blanding af chok og depression. Han vil ikke have besøg. Og han vil ikke udskrives. Rasmus føler sig mest tryg inden for murene, for livet i Tórshavn kan være urimeligt hårdt, hvis man er åben om sin homoseksualitet. Det er Rasmus, og for tre uger siden blev han gennembanket. Bagefter modtog han mordtrusler over telefonen. Og så knækkede Rasmus.

Det har fået hans far, Mortan Rasmussen, til at træde i karakter – »nogen må tage hul på bylden, for homoseksuelle gør altså ikke en kat fortræd«, som han siger.

Aldrig har den pensionerede postchef talt direkte med sin søn om ’det’. At Rasmus var bøsse. Men overfaldet har rykket ved noget inden i Mortan Rasmussen, og nu er han, som den første forælder på Færøerne , offentligt begyndt at kæmpe for de homoseksuelles rettigheder i det stærkt religiøse ørige, hvor det er fuldt lovligt at true, håne og nedværdige homoseksuelle.

»Det, der er sket med Rasmus, er den yderste konsekvens af en vedholdende nedgørelse af de homoseksuelle her på Færøerne . Den største brøler, man har lavet heroppe, er at blande religion og politik. Lavtinget er blevet en platform for religiøs fundamentalisme. Og meget af det, der siges og skrives, kan opfattes som en ansporing til had, forfølgelse. Og det har intet med kristendom at gøre, det er religion. Men folk lytter, og nogle tror, at homoseksuelle skal have tæsk«, siger Mortan Rasmussen harmdirrende.

Efter Mortan Rasmussens første interview har to medlemmer af Lagtinget rejst et forslag om, at det skal gøres ulovligt at diskriminere ørigets homoseksuelle borgere. Sidste år faldt forslaget med stemmerne 20-12 i verdens ældste parlament, hvor flere medlemmer argumenterede med Bibelen i hånden og henvisning til, at homoseksuelle ikke kan arve Guds rige.

»De læser Bibelen som Fanden selv. De piller skriftsteder ud, hvis bare det passer ind i deres kram. I Det Ny Testamente står, at »Du skal elske din næste«. Men det springer de over, for de er religionsmishandlere. Kristendommen går ud på at holde af hinanden og støtte de svage. Det kan ikke have været meningen fra Vorherres side at prædike had«.

Hele familien Rasmussen er medlemmer af Folkekirken, og både Rasmus og hans fire søskende har gået i søndagsskole. At det netop er en pæn og respektabel borger som Mortan Rasmussen, der oven i købet både spiller bridge og er medlem af byens ældreråd, som bryder det årelange tabu om homoseksualitet, har gjort indtryk på færingerne. Lavtinget skal stemme om forslaget i næste måned, og foreløbig har stemmerne rykket sig, så der står 16-16.

Men Mortan Rasmussen tør ikke håbe på, at forslaget går igennem: »Det er meget svært for prædikanter og politikere at sige: »Vi tog fejl«. Jeg kommer til at tænke på Galilei. Det er ikke mere end 350 år siden, at han sagde, at Jorden går rundt om Solen. Kirken truede ham og sagde, at hvis han ikke tog sine ord i sig igen, så ville han blive henrettet … Men han havde jo ret«.

 

Fakta: Færøsk homofobi KAMPEN OM PARAGRAFFEN

På Færøerne er det tilladt at true, forhåne og nedværdige homoseksuelle.

Næste måned skal Lagtinget i Tórshavn afgøre, om det skal forbydes ved lov.

Debatten splitter Færøerne , hvor samme forslag sidste år blev massivt nedstemt.

De fleste kritikere argumenter med Bibelen i hånden, at homoseksuelle ikke kan komme i Himmelen.

Den danske straffelovs paragraf 266b forbyder diskrimination på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro og seksuel orientering. Danmark tilføjede udtrykket ’seksuel orientering’ i 1987. Danmark og Færøerne har fælleslov på retsområdet, men Færøerne har aldrig føjet ’seksuel orientering’ til paragraffen.

 

Søndag bragte Politiken en stor reportage om de homoseksuelles kår på Færøerne . I denne uge bringer vi en række portrætinterview om det færøske dilemma.

 

Mød blandt andre:

Mortan Rasmussen, far til en ung bøsse, som ligger på psykiatrisk afdeling efter vold og mordtrusler.

Finnur Helmsdal, politikeren, der udfordrer øsamfundet med forslaget om at forbyde diskrimination.

Jenis av Rana, prædikanten og politikeren, som vil omvende homoseksuelle med kristen terapi.

Olavur Eysturda, der er .yttet fra det, han kalder »det færøske talebanstyre«, til Danmark og nu lever åbent som homoseksuel.

 

Homofobi på Færøerne # 3: Interview:

»Færøerne er et samfund, hvor man fortier«

Interview: Finnur Helmsdal

Lagtingspolitikeren Finnur Helmsdal vil sikre de homoseksuelles rettigheder og håber efter overfaldet på en ung bøsse, at der vil være flertal for hans forslag om en måned, når Lagtinget atter skal stemme om et forbud mod forhånelse af homoseksuelle. Men, som han siger, en måned er lang tid i politik.

© Politikken / 25.10.2006

Af STEPHANIE SURRUGUE, Torshavn:

Når børn spørger Finnur Helmsdal, om han tror på Gud, plejer han at svare ja.

For børn kan godt lidt at tænke på, at man mødes i Himlen, siger han. Men strengt taget er den republikanske Lagtingspolitiker ikke nær så optaget af Guds rige, som mange af hans med-parlamentarikere: De taler nemlig gerne om 1. Korintherbrev og andre bibelske skriftsteder, hvor det fremgår, at »mænd, der ligger i med mænd« ikke kan komme i Himlen.

Nu har Finnur Helmsdal udfordret hele det færøske samfund ved at foreslå, at Lagtinget skal forbyde diskrimination af ørigets homoseksuelle borgere.

»Vi siger, at vi alle står lige som borgere, men homoseksuelle er ikke hundrede procent borgere. Og det kan vi ikke være bekendt«, siger Finnur Helmsdal, der sammen med sin partifælle Annita á Fridriksmørk genrejser forslaget, som sidste år blev nedstemt med to tredjedele af stemmerne i det færøske parlament.

»Den mest markante modstand bunder i religiøs overbevisning. Den rabiate kristendom har meget magt på Færøerne , fordi den både infiltreres i politik og erhvervslivet. Og disse kristne kræfter står sammen, når der er valg. Som institution er kirken ikke en magtfaktor, men det er den – og menighederne – som netværk«, siger Finnur Helmsdal, der kalder det færøske samfund et sted, »hvor dobbeltmoral er dobbelt så godt som almindelig moral«:

»Man har ikke gjort sig bevidst, hvad det betyder for de homoseksuelle, at deres rettigheder ikke er sikret. Man har ikke villet sætte sig ind i det, for mange mener, at det er noget uvæsentligt pjat at beskæftige sig med. Man skal helst fortie homoseksualitet. Færøerne er generelt et samfund, hvor man fortier. Det er for eksempel kun få år siden, man begyndte at tale om incest«.

Ingen fodbold om søndagen

Finnur Helmsdal hører til det absolutte mindretal af færinger, som hverken er døbt eller konfirmeret. Han blev frit opdraget, selv om hans mor var baptist, og barndomshjemmet var præget af et afslappet forhold til kristendom. Finnur Helmsdal husker, hvordan hans skolekammeraters strenge, religiøse opdragelse betød, at de ikke måtte spille fodbold om søndagen og ikke måtte gå med ham i biografen. Og selv har Finnur Helmsdal ikke sendt nogle af sine børn i søndagsskole – en temmelig usædvanlig beslutning på Færøerne , hvor så godt som alle børn går i søndagsskole.

Den republikanske politiker er altså ikke just en færing som de fleste, og Finnur Helmsdal har da også måttet inkassere en del negative reaktioner, efter han er begyndt at forsvare de homoseksuelle:

Folkestemningen i bevægelse

»Nogen siger ’Hvad fa’en, hvordan kan du arbejde seriøst med sådan noget sludder?’ Andre er mere negative, forhånende og formanende. Andre igen sender mig breve med religiøse argumenter om at komme på bedre tanker, ellers …« – Finnur Helmsdal markerer med en armbevægelse, at brevskribenterne har antydet, at dommedag var nær.

Tror han på, at forslaget går igennem denne gang? Folkestemningen har ændret sig en anelse efter et voldeligt overfald på en ung homoseksuel mand i Tórshavn – nu, inden næste måneds afstemning i Lagtinget, står den 50-50 i meningsmålingerne. Amnesty International og det færøske politi har blandet sig i debatten til fordel for de homoseksuelle. Men stadig er Finnur Helmsdal forsigtig: »Jeg tror, at vores forslag går igennem. Men en måned er meget lang tid i politik. Og der arbejdes meget i kulisserne«.

 

Som institution er kirken ikke en magtfaktor, men det er den – og menighederne – som netværk

Finnur Helmdal, færøsk politiker

 

Serie: Skal bibelen eller dansk ret gælde på Færøerne ?

På Færøerne er det tilladt at true, forhåne og nedværdige homoseksuelle.

Næste måned skal Lagtinget i Tórshavn afgøre, om det skal forbydes ved lov.

Debatten splitter Færøerne , hvor samme forslag sidste år blev massivt nedstemt.

Modstanderne af et forbud mod diskrimination argumenter med Bibelen i hånden, at homoseksuelle ikke kan komme i himmelen.

Den danske straffelovs paragraf 266b forbyder diskrimination på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro og seksuel orientering. Danmark tilføjede ’seksuel orientering’ i 1987.

Danmark og Færøerne har fælleslov på retsområdet, men Færøerne har aldrig føjet ’seksuel orientering’ til paragraffen.

Søndag bragte Politiken en stor reportage om de homoseksuelles kår på Færøerne . I denne uge sætter vi i en række interview med centrale aktører fokus på det færøske dilemma. Første interview blev bragt i går.

I dag: Finnur Helmsdal , politikeren, der udfordrer øsamfundet med forslaget om at forbyde diskrimination.

 

Rettelse: 27.10.2006

Ordet diskrimination bliver brugt i flæng i den offentlige debat. Men i juridisk forstand er det et præcist udtryk. Derfor var det forkert, da det blev nævnt i en faktaboks til artiklen ’»Færøerne er et samfund, hvor man fortier«’ i 1. sektion (25.10.), at den danske straffelovs paragraf 266b forbyder diskrimination på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro og seksuel orientering. Paragraffen regulerer derimod ytringsfriheden og er en strafhjemmel i forbindelse med særligt forhånende udtalelser. Den vedrører freds- og æreskrænkelser – og altså ikke diskrimination

 

Færøerne : Støtte til bøsser

En nystartet international underskriftsindsamling protesterer over for Lagtinget mod homoseksuelles vilkår på Færøerne .

Politiken fortsætter interviewserien fra Færøerne i morgen, hvor Lagtings-politikeren og prædikanten Jenis av Rana fortæller, hvorfor han stemmer nej til et forbud mod at håne homoseksuelle.

© Politikken / 26.10.2006

Af Stephanie Surrugue

Fra Indonesien til USA, fra Moldavien til Sydafrika, fra Japan til Brasilien – støtten til Færøernes homoseksuelle borgere flyver ind fra alle verdenshjørner.

Politiken har i denne uge berettet om bøsser og lesbiskes vilkår på Færøerne , hvor det er lovligt at true, håne og nedværdige homoseksuelle borgere. Nu har en dansk universitetsstuderende iværksat underskriftsindsamlingen Act Against Homofobia, som opfordrer alle til at protestere over for de færøske politikere.

I næste måned skal Lagtinget i Tórshavn nemlig beslutte, om det skal gøres ulovligt og strafbart at krænke ørigets homoseksuelle. Samme forslag blev massivt nedstemt sidste år, og mange af de færøske parlamentarikere argumenterer fortsat med Bibelen i hånden, at »mænd, der ligger i med mænd«, ikke kan komme i himlen.

»Målet med at indsamle de her protester er at vise, at omverdenen ikke accepterer den form for diskrimination af homoseksuelle. Hvad enten det er i kristendommens navn eller ej. Der er nogle borgere på Færøerne , der protesterer deroppe, men der er også brug for, at omverdenen gør noget«, siger Nynne Nørup, der tog initiativ til www.act-against-homophobia.underskrifter.dk i tirsdags.

Act Against Homophobia kalder den nuværende lovgivning på Færøerne »homofobisk« og pointerer, at den er en grov overtrædelse af FN’s menneskerettighedskonvention. Det seneste døgn har godt 150 personer skrevet under.

Inden den færøske afstemning om homoseksuelles rettigheder bliver alle underskrifterne afleveret til parlamentet i Tórshavn.

 

Interview: Homofobi på færøerne # 4:

»De lever et sølle liv«

Interview: Jenis av Rana

Han er politiker og prædikant, læge og radiovært. Og han vil ikke være med til, at færøske homoseksuelle får lovsikret deres rettigheder. Jenis av Rana fra Centerpartiet vil hellere tilbyde dem kristen terapi.

© Politikken / 27.10.2006

Af STEPHANIE SURRUGUE, Tórshavn

Jenis av Rana ved det godt – at nogle af hans udsagn kan skurre i danske ører.

»Vi er nok mere rabiate, end I danskere kender det fra Kristeligt Folkeparti«, siger Lagtings-politikeren forsigtigt, inden han begynder at forklare, hvorfor hans Centerparti ikke vil give homoseksuelle samme rettigheder som andre borgere på Færøerne :

»Vores politik bygger på den kristne tro. Og vi mener ikke, at landets love må være i modstrid med Bibelen. I det Ny Testamente står der kort og godt, at homoseksuelle ikke kan arve Guds rige. Det Gamle Testamente er endnu hårdere, der står, at Gud har afsky for de mænd. Bibelen er helt utrolig knivskarp med hensyn til homoseksuelle. Så naturligvis bør Færøerne ikke have en lov, der så åbenlyst går mod Bibelen«.

I næste måned skal Lagtinget afgøre, om det skal gøres ulovligt at true, håne og nedværdige homoseksuelle. Sidste år blev forslaget massivt nedstemt, men efter et voldsomt overfald på en ung homoseksuel musiker i Tórshavn har progressive kræfter i Lagtinget set deres snit til at genrejse forslaget.

Et klart nej igen

Centerpartiet stemte et gungrende nej sidste år og tøver ikke med at stemme nej igen:

»Fordi en homoseksuel er blevet overfaldet, skal vi så lave loven om? Der er overfald alle steder, desværre er det ikke noget nyt. Overfaldet på Rasmus er sørgeligt, forfærdeligt og kan ikke godtages. Men ændringsforslaget strider mod Bibelen. Og hvis vi åbner for denne lov, vil det også føre til registreret partnerskab, adoption og kirkelige vielser«, siger Jenis av Rana.

Den 53-årige politiker, der kommer fra den baptistiske Brødremenighed, ser hellere, at de færøske politikere spreder et budskab om »ikke at mobbe« nogen som helst minoriteter.

»Vi kan ikke lovgive os ud af det her. Jeg får trusler på grund af min tro, og jeg står da i den lov. Ifølge loven er det jo forbudt at true folk på grund af deres tro. Men jeg har modtaget dødstrusler, min postkasse er blevet sprunget i luften, og der bliver lavet spottende sange om mig, som bliver sunget offentligt. Så jeg tror slet ikke på den paragraf«.

Til gengæld tror Jenis av Rana på omvendelse: »I Skandinavien har man valgt at sige: I stedet for at hjælpe jer, vil vi forsøge at acceptere jer. Her på Færøerne , i vores parti, mener vi, at de homoseksuelle skal hjælpes gennem bøn og terapi. Bibelens holdning er, at vi skal tage os af de svage. Og de homoseksuelle skal ikke opleve, at de ikke er lige så velkomne i det færøske samfund som alle andre. Vi drømmer om at finde et fristed til dem, hvor de kan komme og få hjælp«.

Centerpartiets ledende skikkelse vurderer, at de fleste homoseksuelle på Færøerne holder deres identitet hemmelig, ikke fordi de er bange for at stå frem, men fordi »de føler sig for sølle«:

»Som læge og åndelig rådgiver ved jeg, at det tavse flertal gerne vil hjælpes. Homoseksuelle som gruppe hører man meget lidt om her på Færøerne . Der er nogle ganske få, som træder frem og taler på andres vegne. Vi vover den påstand, at de ikke bryder sig om det liv, de lever. De lever et sølle liv. Også i lande, hvor de er accepteret. Vi mener, at folk med problemer skal hjælpes. Og vi vil gerne hjælpe. Rundt omkring i verden er der mange, der er sat i frihed på den måde. De skal hjælpes, men det bliver de ikke i Lagtinget«.

Man kan ikke normalisere det unormale, understreger Jenis av Rana, der også er læge og programvært på den kristne radio Lindin. Hans to sønner er missionærer, henholdsvis i Kroatien og Norge, men lige nu foregår den vigtigste kamp på Færøerne . Og den gælder ikke kun de homoseksuelle.

»Der er mange ting på Færøerne , vi ville ønske var anderledes. Abortlovgivningen, for eksempel«, siger Jenis av Rana, »Vi ville ønske, at retten til liv var sikret«.

 

Homofobi på Færøerne # 5: Interview:

»I Danmark lever jeg, som jeg selv ønsker det«

Interview: Olavur Eysturdal

20-årige Olavur Eysturdal har sluttet sig til strømmen af færinger, der flytter til Danmark for at kunne leve åbent og frit som homoseksuelle. Han savner Klaksvik, men er lettet over at slippe fra, hvad han kalder »det færøske talebanstyre«.

© Politikken / 29.10.2006

Af Stephanie Surrugue

Da Olavur kom til Danmark, turde han ikke kigge folk i øjnene. Den unge bøsse fra Klaksvik var hæmmet af en tung generthed, der grænsede til skamfuldhed.

Men nu, et år senere, går 20-årige Olavur Eysturdal med rank ryg. Han møder roligt alle blikke, og hans stemme har fået styrke.

»I Danmark har jeg bedre mulighed for at være, som jeg er. Jeg behøver ikke spekulere over, om folk kigger underligt på mig. På Færøerne vendte folk sig om efter mig. Her føler jeg mig dejligt anonym. I Danmark lever jeg, som jeg selv ønsker det«.

Olavur voksede op i Klaksvik, og som de fleste andre færøske børn gik han i søndagsskole. Han var knyttet til den baptistiske Brødremenighed, opfattede menighedshuset som sit andet hjem, elskede sommerlejrene og spillede kirkeorgel. Men selv om Olavur barndommen igennem var omgivet af mennesker, der kunne henvise til adskillige bibelvers om homoseksualitetens syndighed, var han ni år, da han første gang eksperimenterede med en dreng.

Som 12-årig mødte han en anden dreng gennem Brødremenigheden – »der sker mere på toiletterne dér, end man kan forestille sig«, som Olavur formulerer sig med et kækt smil.

Den kækhed er ny. Da han som stor teenager i Klaksvik besluttede at springe ud som homoseksuel, var han døden nær af skræk. Olavur vidste, at rygtet ville hamre af sted, så snart han havde fortalt det til sine nærmeste venner.

Han var bange for, at han ikke længere måtte spille orgel i kirken. Han var bange for at blive fyret fra den færge, han var skibsassistent på. Og han var bange for sin families reaktion – rygtet måtte jo også indhente dem på et tidspunkt.

Men Olavur blev mødt af fortielse og lange blikke. Ingen andre end vennerne talte om ’det’. At han var bøsse. Og Olavur holdt blikket i jorden. Men gennem chat-forummet boyfriend.dk opdagede han, hvor mange homoseksuelle færinger, der boede i Danmark og levede frit dér.

Og så tog han springet fra Klaksvik til København. Til sine forældre sagde han, at det var på grund af uddannelse.

»Og jeg begyndte faktisk på Hotel- og Restaurantskolen i København. Men jeg var alt andet end seriøs. Jeg gik der bare for at kunne bo i Danmark. Det var kun derfor«, siger Olavur, der efter nogen tid i Danmark blev ringet op af sin far, der havde hørt genstridige og ubehagelige rygter om sønnen.

Olavur bekræftede rygtet. Og faren bad ham komme hjem til Færøerne og få »hjælp til sygdommen«. Siden har Olavur og farens forhold været meget, meget svært. Mens forholdet til moren er blevet bedre end nogensinde, fordi Olavur ikke længere er tynget af hemmeligheder.

»Jeg vil ikke have hemmeligheder, som de fleste færøske homoseksuelle har. De er underlige. De skjuler det ved at gifte sig og få børn, og så aftaler de hemmelige møder med andre skabsbøsser over internettet. Det vil jeg ikke. Der står i Bibelen »lad være med at lyve«. Og jeg ville lyve, hvis jeg fik en kone«.

Fra sin tid i Brødremenigheden kan Olavur citere lange passager af Bibelen. Men i dag opfatter han mange af menighedens prædikanter og de dybt religiøse Lagtingspolitikere som kristne fundamentalister. »Det færøske talebanstyre«, kalder ham dem.

»Det eneste, de bruger Bibelen til, er at få og bevare magt. Ikke en skid andet«, siger Olavur, der kender deres bibelhenvisninger udenad. Men han kan også mange andre bibelvers, som for eksempel: »Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med«.

Olavur drømmer om at komme tilbage til Færøerne igen. Lige nu er han i færd med at slutte sin uddannelse på Søfartsskolen i Svendborg. Men engang ude i fremtiden vil han hjem igen, hjem med sin nye selvtillid og bruge den til at påvirke holdningen til homoseksuelle.

»Jeg er den unge generation. Jeg kan ikke ændre Færøerne alene, men hvis vi er mange, der står frem og står sammen, skal vi nok få lavet en mentalitetsændring, så homoseksuelle ikke behøver rejse til Danmark for at være ærlige og åbne mennesker«.

 

Seksuel orientering ikke beskyttet af menneskerettigheder

Færøerne overskrider ikke FN’s menneskerettighedskonvention, som ikke omtaler ’seksuel orientering’.

© Politikken / 03.11.2006

Af STEPHANIE SURRUGUE

Færøerne overtræder ikke direkte de internationale konventioner, selv om det er tilladt at true og forhåne homoseksuelle borgere i den nordatlantiske ende af det danske rigsfællesskab.

Under Nordisk Råds session i forgårs blev den færøske samarbejdsminister Jógvan á Lakjuni – som tidligere har udtalt, at »en ulykke vil ramme vores land«, hvis Færøernes homoseksuelle får rettigheder på linje med andre borgere – beskudt fra talerstolen af sine nordiske kolleger, som blandt andet henviste til FN’s menneskerettighedskonvention.

Men faktisk optræder hverken udtrykkene ’homoseksuel’ eller ’seksuel orientering’ i FN’s menneskerettighedskonvention, der i mere fortolkningsvenlige formuleringer forbyder diskrimination.

Derimod er ’seksuel orientering’ både beskyttet af EU’s charter for grundlæggende rettigheder og af den danske straffelov, men eftersom Færøerne ikke er medlem af EU og ikke er tvunget til at følge dansk retspolitik, har øriget sit på det tørre. I forhold til konventionerne, i hvert fald. For debatten handler mere om værdier end om jura for færingerne, som i næste måned skal afgøre, om det skal gøres ulovligt og strafbart at chikanere homoseksuelle.

»For mange færinger er det her et spørgsmål om kristen tro og tradition. Men det er en menneskeret at leve uden diskrimination«, siger Margaretha Nonklett fra Amnesty International i Tórshavn:

»Vi anbefaler denne lovændring, og selv om den ikke vil ændre alt, vil Færøerne sende et signal til omverdenen om, at vi ikke accepterer diskrimination«.

Her i Danmark blander de radikale sig nu i koret af røster, som kritiserer Færøerne for homofobi:

»Det er absurd, at Færøerne , som er en del af det danske rigsfællesskab, ikke ville kunne blive optaget i EU, fordi standarden for menneskerettigheder ikke er høj nok. Nu findes der heldigvis mange fornuftige færinger, der arbejder for en mentalitetsændring, men det er utrolig langsomme fremskridt. Og faktisk kan jeg godt undre mig over, at vi giver bloktilskud til et land, der diskriminerer sine egne borgere så groft«, siger retspolitisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll.

 

Homofobi på Færøerne :

Dødt løb i færøsk homodebat

En nervepirrende slutspurt er i gang på Færøerne , hvor Lagtinget er totalt splittet i spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder. En måling viser, at flere og flere går ind for at stoppe diskrimination.

Underskriftsindsamlingen mod den færøske diskrimination af homoseksuelle fortsætter og var i aftes oppe over 19.500 underskrifter. www act-against-homophobia.underskrifter.dk

© Politikken / 09.11.2006

Af Stephanie Surrugue

Den massive modstand mod forslaget om, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre borgere, ser ud til at smuldre i det færøske Lagting.

Efter ugens åbningsdebat er der dødt løb i parlamentet i Tórshavn, der om få uger skal stemme om forslaget: 14 lagtingsmedlemmer har tænkt sig at stemme ja, 12 har tænkt sig at stemme nej, og seks har endnu ikke besluttet sig, viser en rundringning foretaget af dagbladet Socialurin til Lagtingets 32 medlemmer.

»Det er et ufattelig spændende opløb, for de seks politikere, der ikke har meldt ud, stemte alle nej, da forslaget var til afstemning sidste år. Men nu er spørgsmålet om menneskerettigheder og international anseelse kommet ind i debatten på Færøerne , og det kan meget vel være afgørende for, at flere af dem vil stemme ja denne gang«, siger journalist Rólant Waag Dam fra Sosialurin.

Sidste år faldt det på Færøerne så kontroversielle forslag med et brag, da 20 lagtingsmedlemmer stemte nej.

»Der er en markant forandring nu. Det bliver meget, meget spændende, for den endelige afgørelse kommer muligvis til at ligge hos lagtingsformanden selv«, siger Rólant Waag Dam.

Flere af de seks lagtingsmedlemmer har nemlig sendt signaler, der får flere færøske iagttagere til at konkludere, at lagtingsformand Edmund Joensen fra Samhørighedspartiet og republikaneren Páll á Reydatúgvu – hvis partifæller har stillet forslaget – med deres stemmer kan afgøre, om Færøerne vedtager forslaget.

Begge stemte nej sidste år, men det lod til at gøre indtryk på Lagtingsformanden, da den danske universitetsstuderende Nynne Nørup tirsdag troppede op i Tórshavn med 17.000 internationale protestunderskrifter mod homofobi på Færøerne .

Kernen i modstandernes kritik er fortsat, at homoseksualitet strider mod Bibelens ord, og at en lovændring vil være første skridt i retning af registreret partnerskab og adoptionsmulighed for homoseksuelle. På jasiden fylder menneskerettighedsspørgsmålet meget, ikke mindst fordi den meget anerkendte færøske advokat Halgir Winther Poulsen har gjort klart, at Færøerne risikerer problemer med det internationale samfund, hvis ikke det gøres både ulovligt og strafbart at true, håne og nedværdige ørigets homoseksuelle borgere.

Derfor argumenterede blandt andre socialdemokraten Jóannes Eidesgaard, at eftersom Færøerne har tilsluttet sig de europæiske menneskerettigheder, så har Færøerne også en forpligtelse til at udvide straffelovens paragraf 266b til også at omfatte homoseksuelle.

Oven på åbningsdebatten har Annita á Fridriksmørk, som er den ene af de to republikanske forslagsstillere, glædet sig over, at en fundamental diskussion om menneskerettigheder og ytringsfrihed har fundet sted i Lagtinget.

»Men det er meget vigtigt at få frem, at der er ingen politikere, der synes, det er o.k., at homoseksuelle diskrimineres. Men derfra og til at sige ja til forslaget er der for nogle meget langt«, sagde Annita á Fridriksmørk.

At der er langt , markerede Óli Breckmann fra det kristne parti Folkeflokken forleden:

»Virkeligheden er, at dette er det samme folkefærd, som i sin tid forsøgte at få vores bedstefædre til at blive nazister og at få mig og din far til at blive kommunister i 1970’erne, og som nu vil forsøge at få vores børn til at blive aktivister og pervertere en hel generation«, skrev lagtingsmedlemmet – og tidligere folketingsmedlem – i regionalavisen Nordlýsid.

Lovforslaget er nu til behandling hos Lagtingets retsudvalg, som om få uger sender det til 2. behandling og dermed afstemning hos de 32 lagtingsmedlemmer. Hvis et flertal stemmer nej, falder forslaget. Hvis et flertal stemmer ja, går forslaget videre til 3. behandling, hvor det kan blive endeligt vedtaget.

Fakta: Sagen kort: Tæt løb i Lagtinget

Om få uger skal Lagtinget på Færøerne afgøre, om det skal forbydes at true, håne og nedværdige homoseksuelle. Lige nu fordeler stemmerne sig sådan ifølge avisen Sosialurin, der har talt med alle Lagtingets medlemmer: 14 vil stemme for 12 vil stemme imod 6 ved ikke Sidste år blev forslaget massivt nedstemt

 

Færinger som skabsbøsser

Dansk kunstnergruppe skaber postyr i færøsk homo-debat

© Politikken / 09.11.2006

Af Stephanie Surrugue

Budskabet står prentet over en hel side i det færøske dagblad Dimmalætting: ’Jeg er færing, ergo er jeg skabsbøsse’.

Den danske kunstnergruppe Surrend har investeret i en færøsk annoncekampagne, som planter et solidt spark i debatten om homoseksuelles rettigheder i det nordatlantiske ørige.

»Målet er at skubbe til den igangværende proces på Færøerne og at skubbe til den formørkede, kristne højrefløj«, siger Jan Egeslund fra Surrend, som er rejsende i politisk kunst.

Blandt de lande, der har fået Surrends sylespidse satire at føle, er Hviderusland, Tyrkiet og Sri Lanka – og nu altså også Færøerne , hvor det hverken er ulovligt eller strafbart at true, håne og nedværdige homoseksuelle.

I årtier har det været kutyme for færøske bøsser og lesbiske at flytte ned til Danmark, hvis de ønskede at leve åbent med deres seksualitet og undgå fordømmelse i det traditionsbundne, religiøse samfund.

Den provokerende annonce er indrykket i denne uge, hvor Lagtinget formelt åbner homo-debatten.

»Jeg er færing, ergo er jeg skabsbøsse«

Annonce i Dimmalætting

 

Interview: Homofobi på Færøerne :

Den hedenske tilbedelse af menneskerettigheder

Interview: Óli Breckmann

Den konservative politiker Óli Breckmann er en markant stemme i den færøske debat om homoseksuelles rettigheder. Han frygter, at den lovændring, Lagtinget snart skal stemme om, vil »pervertere en hel generation«.

© Politikken / 21.11.2006

Af STEPHANIE SURRUGUE

Hvorfor stemmer du nej til forslaget?

»Fordi jeg er meget overbevist om, at hvis vi prøver på at øge retssikkerheden med millimeters retfærdigheds-skala, og vi bliver ved med at bygge flere og flere såkaldte mindretalsgrupper ind i en såkaldt beskyttelseslov, så bliver de et flertal på tidspunkt. Og jeg har mærkelig fornemmelse af, at de typer, der skal pådutte os deres idéer om menneskerettigheder, er de samme, som forsøgte at pådutte os nazismen og kommunismen«.

Hvad er det præcis for nogle typer?

»Ideologiske aktivister. Den nyere historie har masser af eksempler. Den mærkelige fredsbevægelse i Sydafrika. Og senere den politiske sekt, som kalder sig miljøaktivister. De er fuldstændig skrupskøre – alt det her med hul i luften, og nu smelter isen, og nu stiger vandene, og nu slipper olien op, og nu ryger alle råvarepriserne gennem loftet. Og nu er det altså blevet de homofile, som vi skal bankes om ørene med som det seneste sekteriske påfund. Alt det gør mig lidt skeptisk«.

Skeptisk over for en lov, der hindrer chikane?

»Ja, jeg er meget bange for de her særlove. Vi har jo nogle friheder, som er sikret i grundloven. Og det er jo muligt at stævne folk for injurier. Med dette lovforslag skal vi bankes på plads for ikke at ytre noget. Det store flertal er dækket af grundloven, men nu skal vi gå stille med dørene, som om der ikke findes kvinder, muslimer eller homofile. Det næste bliver vel, at kvinderne skal have særlige rettigheder, selv om de udgør halvdelen af befolkningen«.

Ja, loven sikrer jo allerede mod diskrimination af folks køn og folks tro?

»Ja, men folk, der spiser gulerødder, kommer jo ikke i loven, vel? Faktisk mener jeg også, at det er overflødigt, at paragraffen omfatter tro. Derfor bør den heller ikke omfatte homofile. Hvornår kommer kleptomaner, pyromaner, pædofile så ind i loven – det er vel også sindstilstande?«.

Hvorfor tror du, at flere og flere færinger begynder at støtte forslaget?

»Det hænger måske sammen med de højere former for uddannelse, borgerne efterhånden har fået. Der findes især en tankeimport fra Danmark. Det er en måde at komme med i den store, vide verden. Humanismen går jo sin sejrsgang, selv om den er fuldstændig uoriginal og en kopi af Bjergprædikenen. Sådan er de ildsjæle – de vil banke os alle sammen ind i en ensartet gruppe, de enstænkende rækker. Vi skal acceptere humanismens overvældende hjælpsomhed«.

Tror du, humanismen er blevet så stærk på Færøerne , at lovforslaget bliver vedtaget?

»Nej, det gør jeg ikke. Men selvfølgelig er der nogle af dem, der stemte nej sidst, som kapitulerer nu. Det bliver en næste uvindelig kamp. Oh tempora, oh mores – tiderne skifter, og det gør sædvanerne også. Folkeflokken vil forsøge at kombinere straffelovens paragraf 266b med den europæiske menneskerettighedskonvention, så den færøske lov ikke i sig selv bliver ændret, men så vi i dette spørgsmål refererer til de internationale menneskerettigheder. Nu prøver vi at samle et flertal om dét. Det bliver opfattet som en lille våbenhvile med de sekulære humanister«.

Du har erklæret, at forslaget er med til at »pervertere en hel generation« – hvad mener du egentlig?

»Jeg tænker på, at de politiske aktivister vil have os til at tage hensyn til alle minoriteter. Pædofile, pyromaner, kleptomaner … Faktisk er jeg bange for, at denne lov kan knække over i, at vi skal til at beskytte pædofile«.

Sætter du lighedstegn mellem homoseksuelle og pædofile?

»Nej, det gør jeg vel ikke. Men jeg har meget svært ved at se på alt det der vrøvl med mænd i parforhold, kirkelige vielser, adoption. Så skal mændene vel også have indopereret livmodere? Eller hvad? Det er vel en logisk konsekvens af udviklingen. Måske er det mig, der er ude af trit med udviklingen«.

Hvorfor ville det være så slemt at give homoseksuelle samme rettigheder som andre?

»Hvis man nu lavede en rundspørge på gaden og spurgte folk: ’Ville du gerne være født eller adopteret af en homoseksuel familie?’ – hvor mange tror du så ville svare: ’Ja, det ville jeg da meget gerne’. Hvor mange mennesker vil med glæde i stemmen sige: ’Min mor hedder Peter, og min far hedder Søren’ eller ’Min mor hedder Annegrethe, og min far hedder Malene’? Tror du, at det er mere end fem-ti procent?«.

Det ved jeg ikke. Men det lyder egentlig, som om du er mere ude efter humanisterne end de homoseksuelle?

»Humanisterne er ude efter et verdsligt teokrati. Et humanistisk teokrati. Det samfund, vi ønsker, er et ganske almindeligt demokratisk folkestyre på et kristent grundlag. Det er jo det eneste, der har skabt noget godt her i verden. Den jødisk-kristne tradition har løftet verden op på et niveau, som gør menigmand mere velstillet økonomisk og sundhedsmæssigt end konger og kejsere i gamle dage. Det system skal vi tænke på i stedet for at fortabe os i hedenske tilbedelser af ozonlaget og menneskerettigheder«.
Fakta: Sagen kort

Om få uger skal Lagtinget afgøre, om det skal forbydes at true, håne og nedværdige homoseksuelle

Lige nu fordeler stemmerne sig sådan: 14 for, 12 mod, 6 ved ikke

Debatten splitter Færøerne , hvor samme forslag sidste år blev massivt nedstemt.

Modstanderne argumenterer med Bibelen i hånden, at homoseksuelle ikke kan komme i himmelen.

Den danske straffelovs paragraf 266b forbyder krænkelser på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro og seksuel orientering. Danmark tilføjede ’seksuel orientering’ i 1987. Danmark og Færøerne har fælleslov på retsområdet, men Færøerne har aldrig føjet ’seksuel orientering’ til paragraffen.

Jeg har meget svært ved at se på alt det der vrøvl med mænd i parforhold, kirkelige vielser, adoption. Så skal mændene vel også have indopereret livmodere?

 

Blå bog: Óli Breckmann

Født i Tórshavn i 1948.

Medlem af Lagtinget for Folkeflokken, konservativt parti med kristent grundlag.

Folketingsmedlem for Færøerne fra 1984 til 2001 og tilsluttet Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe.

Uddannet i økonomi, samfundshistorie og engelsk fra University of Edinburgh og Bristol University.

Har bl.a. skrevet ’Stavnurin’ (udvalgte politiske skrifter, 1984) og ’Jól á Halanum’ (en færøsk fiskers erindringer)

 

Homofobi på Færøerne :

Færøsk raseri over homofobi

Amnesty International og politiske ledere på Færøerne raser over Lagtingets Óli Breckmann, der i Politiken har sidestillet bøsser med kleptomaner og pædofile.

© Politikken / 24.11.2006

Af STEPHANIE SURRUGUE

Nok er den færøske homodebat ophedet. Og nok er den konservative Óli Breckmann kendt for sin hårde retorik. Men når et af Lagtingets mest erfarne medlemmer i en dansk avis omtaler homoseksuelle i flæng med kleptomane og pædofile, er grænsen nået.

»Hårene rejste sig i nakken på mig«, siger lagmand Jóannes Eidesgaard til det færøske dagblad Dimmalætting, der har bedt en række politikere kommentere Politikens interview med Óli Breckmann.

Jóannes Eidesgaard er chokeret over, at Óli Breckmann – der har siddet i det danske folketing i 17 år – »trækker paralleller til kleptomaner og pædofile«:

»Det er kriminelle grupper, han sammenligner de homoseksuelle med«, siger den færøske lagmand til Dimmalætting.

I interviewet, som blev bragt i Politiken tirsdag, udtalte Óli Breckmann blandt andet, at lovforslaget om at sikre homoseksuelles rettigheder er med til at »pervertere en hel generation«:

»Jeg tænker på, at de politiske aktivister vil have os til at tage hensyn til alle minoriteter. Pædofile, pyromaner, kleptomaner … Faktisk er jeg bange for, at denne lov kan knække over i, at vi skal til at beskytte pædofile«, sagde Breckmann og erklærede ligeledes, at han » har meget svært ved at se på alt det der vrøvl med mænd i parforhold, kirkelige vielser og adoption«.

De udtalelser har fået begge sider af lagtingssalen til at sige fra. Socialdemokraternes John Johannesen har krævet, at Óli Breckmann trækker sine udtalelser tilbage, og også i sit eget parti møder Óli Breckmann kritik. Folkeflokkens formand Annfinn Kallsberg siger til Dimmalætting, at udtalelserne »bringer Færøerne i et dårligt lys«.

Også det borgerlige Samhørighedsparti lægger afstand til Óli Breckmann:

»Jeg har faktisk svært ved at kommentere noget, der er så useriøst. Det lovforslag, vi skal stemme om, handler om, at man skal vise respekt for sine medmennesker. Jeg mener ikke, at Óli Breckmann viser forslaget den respekt, det fortjener«, siger partiformand Kaj Leo Johannesen til Dimmalætting.

Hos Amnesty Internatioal i Tórshavn vækker Óli Breckmanns udtalelser bekymring.

»Sådan nogle udsagn kan være skadelige for de homoseksuelle på Færøerne . Det kan være med til at udforme et klima, hvor homoseksuelle bliver dæmoniseret«, siger Margarta Nonklétt, der er formand for Amnesty Internationals færøske afdeling.

I forvejen er det færøske klima ikke det mildeste for homoseksuelle borgere. I modsætning til i Danmark forbyder loven nemlig ikke trusler, hån og nedværdigelse af bøsser og lesbiske.

Da det republikanske parti sidste år foreslog en lovændring, der skulle sikre de homoseksuelles rettigheder, blev forslaget massivt nedstemt i Lagtinget. Men efter et voldeligt overfald på en ung bøsse i Tórshavn rejste partiet atter forslaget, og denne gang er de færøske parlamentarikere anderledes splittet i spørgsmålet, der skal til afstemning om få uger.

Amnesty International påpeger, at den nuværende debat om homoseksuelle generelt er mindre skinger end sidste år:

»Og der er mange flere, der følger debatten nu, og som giver deres mening til kende. Der er stadig to massive fronter. Og jeg tror, at afstemningen bliver meget tæt«.

At folkestemningen langsomt er ved at vende til fordel for de homoseksuelle borgere, viste sig i denne uge, hvor en af Færøernes største offentlige arbejdspladser, det færøske teleselskab Føroya Tele, markerede sit standpunkt ved demonstrativt at annoncere efter medarbejdere uanset deres seksuelle orientering.

»I stedet for at kalde dette en politisk bemærkning vil jeg hellere sige, at det er en bemærkning til samfundssituationen på Færøerne i det hele taget«, sagde lederen af Føroya Tele, Andras Róin, til de færøske medier tidligere på ugen.

Forslaget er lige nu til behandling i Lagtingets lovudvalg.
Sagen Kort: LOVLIGT AT KRÆNKE BØSSER

Om få uger skal Lagtinget afgøre, om det skal forbydes at true, håne og nedværdige homoseksuelle.  Lige nu fordeler stemmerne sig: 14 for, 12 mod, 6 ved ikke. Debatten splitter Færøerne , hvor samme forslag sidste år blev massivt nedstemt. Mange modstandere argumenterer, at homoseksuelle ikke kan arve Guds rige.

Homofobi på Færøerne :

»Måske kommer vi hjem igen«

Lægen Bogi Davidsen har kæmpet for homoseksuelles rettigheder siden 1975. Nu skal han forklare Færøernes retsudvalg, hvorfor de er nødvendige.

© Politikken / 10.12.2006

Af STEPHANIE SURRUGUE

I Danmark lever Bogi Davidsen det liv, han ikke kan leve på Færøerne : Han er en mand, som lever i registreret partnerskab med en anden mand.

Og den del af sin livshistorie deler den 58-årige overlæge med de fleste andre homoseksuelle færinger, der ikke ønsker at leve skjult: De flytter til Danmark.

Her har Bogi Davidsen levet sammen med sin mand Søren i 23 år. Siden 1990 har parret haft papir på hinanden, og mens Bogi Davidsen udlever sin kærlighed og karriere i Danmark, kæmper han for de homoseksuelles rettigheder på Færøerne .

I mere end 30 år har han forsøgt at påvirke vilkårene for bøsser og lesbiske i den del af rigsfællesskabet, hvor det ikke er ulovligt at true, håne og nedværdige homoseksuelle borgere. Nu har overlægen haft foretræde for Lagtingets retsudvalg, som behandler det kontroversielle lovforslag om at sikre homoseksuelles rettigheder.

Ties ikke længere bort

»Vi bøsser og lesbiske på Færøerne er glade for, at vi ikke længere ties bort«, indledte Bogi Davidsen sin tale, for alene det faktum, at retsudvalget har inviteret ham på besøg, er en lille sejr for Færøernes homoseksuelle:

Sidste år, hvor forslaget blev massivt nedstemt i Lagtinget, havde retsudvalget ingen homoseksuelle i foretræde, i år har udvalget både inviteret to homoseksuelle – som dog begge bor i udlandet – og lederen af Amnesty International i Tórshavn.

Med front mod retsudvalgets medlemmer fortalte Bogi Davidsen, at de homoseksuelle færingers ønske er at »leve i fred og fordragelighed og i glæde sammen med vores forældre, søskende, familie, venner og befolkningen som helhed«.

Men det var en overvejende skeptisk gruppe mænd, der sad og lyttede til Bogi Davidsens omhyggeligt udarbejdede tale:

I retsudvalget sidder blandt andre formanden for Centerpartiet, Bill Justinussen, som har erklæret, at »registreret partnerskab er ikke en familie i min verden«, og at en lovsikring af homoseksuelles rettigheder er »et skråplan«, som vil føre til »usædelighed«.

Retsudvalgets formand, Alfred Olsen, har også erklæret sin modstand mod forslaget med ordene: »Vi er en kristen nation, og derfor tager vi os godt af alle. Det er grundlaget, og derfor behøver vi ikke dette«.

Retsudvalget færdiggør sin betænkning, så lagtingsmedlemmerne kan stemme i næste uge. En rundspørge fortaget af Færøernes Radio viser, at retsudvalget er dybt splittet i spørgsmålet.

Ikke en synd

Blandt tilhørerne, der vil stemme ja, er det republikanske lagtingsmedlem Finnur Helmsdal, der for andet år i træk har stillet lovforslaget om de homoseksuelle. Finnur Helmsdal insisterer på, at menneskerettigheder skal gælde for alle færinger, og Bogi Davidsen forsøgte at overbevise resten af retsudvalget om, at det ikke burde være et skræmmende fremtidsscenario:

»At godkende denne lov har stor signalværdi for os færøske bøsser og lesbiske, især de unge, vores familier, venner, for samfundet på Færøerne , men så sandelig også over for udlandet, specielt Norden og EU«, erklærede Bogi Davidsen:

»Da kan vi blive glade for at bo på Færøerne , og måske kommer vi, som nu bor i udlandet, hjem igen«.

De tunge, kristne argumenter, som mange af lagtingspolitikerne bruger mod forslaget, forsøgte retsudvalgets gæst også at komme i møde:

»Grundlaget for vores samfund på Færøerne og i den vestlige verden er baseret meget på kristne livsværdier, som der også er mange bøsser og lesbiske, der bygger deres liv på«.

Bogi Davidsen og Færøernes homoseksuelle vil snart finde ud af, om retsudvalgets gæster har gjort indtryk på politikerne. Lagtingsmedlemmerne afgiver deres stemmer i næste uge.

 

Diskrimination:

Hvorfor helvede skal det være noget, vi skammer os over?

I dag falder afgørelsen for de færøske homoseksuelle. Selv hvis Lagtinget stemmer nej til at forbyde diskrimination, har debatten været en lille sejr for bøsser og lesbiske irigsfælles- skabets nordlige del.

© Politikken / 13.12.2006

Af Stéphanie Surrugue, Tórshavn

Hun har været væk fra Færøerne i årevis. Men i dag sidder lesbiske Sonja Jogvansdottir på tilhørerrækkerne i Lagtinget, når de færøske politikere skal afgøre, om man fortsat må true, håne og nedværdige homoseksuelle borgere på Færøerne .

»Jeg er født her, opvokset her, jeg elsker mit land. Og jeg vil gerne bo her. Men stilheden er det værste – tabuet om homoseksualitet. Hvorfor helvede skal det være noget, vi skammer os over«, spørger hun lavmælt.

Sonja Jogvansdottir har boet i både Skotland, Belgien og Danmark – »skik følge eller land fly«, som hun sarkastisk omtaler den strøm af homoseksuelle, der rejser fra Færøerne for at kunne leve åbent og frit.

Men for få uger siden vendte Sonja Jogvansdottir hjem til Færøerne , hvor hun både håber og tror på, at lagtingspolitikerne i dag vedtager den lovændring, som vil gøre det både ulovligt og strafbart at diskriminere mennesker som hende selv.

»Men jeg troede også på det sidste år. Og dengang stemte to ud af tre politikere nej. Jeg var optimist og blåøjet. Men jeg er stadig optimist«, siger Sonja Jogvansdottir, der har fået arbejde som kommunikationsrådgiver for en fagforening i Tórshavn.

Selv om Lagtingets medlemmer er dybt splittede i spørgsmålet om de homoseksuelles rettigheder, mener Sonja Jogvansdottir, at den intense debat i sig selv har været en lille sejr.

»Politisk korrekthed er aldrig rigtig slået igennem på Færøerne . Udviklingen er i fuld gang. For eksempel har lagmanden fordømt det meget nedsættende ord ’kynsvillingur’, der indikerer, at vi lider af en sygelig, kønslig vildfarelse. Og folk, der beskytter de homoseksuelle, bliver ikke nødvendigvis længere beskyldt for selv at være homoseksuelle. Jeg tror også, at det snart er slut med at sammenligne homoseksuelle med pædofile – det sker i hvert fald sjældnere og sjældnere«, siger Sonja Jogvansdottir.

Tre ja, tre nej – og en, der venter
Både Lagtinget og Færøerne er dybt splittet i spørgsmålet om de homoseksuelles rettigheder. Helt frem til i dag har der været dødt løb mellem jasigerne og nejsigerne. Selv da retsudvalget før weekenden afleverede sin betænkning om udvidelsen af loven, var splittelsen total. Tre af udvalgsmedlemmerne stemmer ja, tre stemmer nej, og det sidste medlem meddelte, at han først vil tage endelig stilling i Lagtingssalen i dag.

De færøske politikere har med et vist ubehag noteret sig omverdenens fordømmelse. Såvel Nordisk Råd som Amnesty International og Danmarks statsminister har kritiseret Færøerne , og en international underskriftsindsamling mod homofobi på Færøerne resulterede i mere end 20.000 protester.

Ikke mindst i Australien, der længe har været i front med homoseksuelle rettigheder, har sagen givet gungrende genlyd. Senest har selveste kronprinsesse Mary fået en skriftlig henvendelse fra Tasmaniens Forbund for Bøsser og Lesbiske, som opfordrer deres kongelige landskvinde til at implementere den totale accept af homoseksuelle på Færøerne .

Den heftige debat har fået flere end nogensinde før til at turde håbe på et ja. Samtidig har republikaneren Finnur Helmsdal – som har været med til at rejse det kontroversielle forslag i Lagtinget – nu forsøgt at samle flere stemmer om forslaget ved at opfordre til, at lovændringen på længere sigt også skal åbne for beskyttelse af andre minoriteter.

I dag falder afgørelsen så. Den falder for Sonja Jogvansdottir. Den falder for Mike Viderøe, Bogi Davidsen, Olavur Eysturdal og forældrene til den unge Rasmus Rasmussen, som ligger på psykiatrisk afdeling, efter at han fik tæsk for at være bøsse. Alle er de stået frem i Politiken for at tale deres sag – og ikke mindst tale for de mange usynlige, færøske homoseksuelle, der tavst afventer Lagtingets afgørelse i dag.

 

Homofobi på færøerne :

Skred i den færøske værdikamp

Lagtinget gjorde i går op med homofobien på Færøerne , da et flertal vedtog, at homoseksuelle borgere skal beskyttes mod diskrimination. Men værdikampen er dog langtfra forbi.

© Politikken / 14.12.2006

Af Stéphanie Surrugue, Tórshavn

Verdens ældste parlament har udløst et historisk værdiskred på Færøerne . Lagtinget i Tórshavn har med stemmerne 17 mod 13 besluttet, at det ikke længere bør være lovligt at true, håne eller nedværdige homoseksuelle.

Dermed har Færøerne taget endnu et skridt ind i det europæiske værdifællesskab – indtil i går var øriget det eneste land i Nordeuropa, hvor bøsser og lesbiske ikke var omfattet af loven.

De seneste måneder har en intens debat om menneskerettigheder splittet Færøerne , hvor Guds ord har lige så stor styrke som den jagende blæst.

Og selv om lovforslaget om få dage skal gennem en sidste behandling, som de fleste opfatter som en ren formalitet, har formanden for det ultrakristne Centerpartiet, Bill Justinussen, varslet, at han vil gøre alt, der står i hans magt, for at påvirke resultatet i retning af et nej.

En del færinger opfatter menneskerettigheder og humanisme som værende i strid med Bibelen, og debatten har været hård. Helt galt gik det, da en ung bøsse i efteråret blev tæsket, truet på livet og siden indlagt på psykiatrisk afdeling.

Ikke så overraskende har de fleste homoseksuelle færinger hidtil valgt at flytte til Danmark for at kunne leve åbent. Og selv om gårsdagens afstemning er en signalændring, kommer en ny lovgivning næppe til at lette livet mærkbart for de homoseksuelle på Færøerne .

For tro og tradition står stærkt i den nordlige ende af det danske rigsfællesskab, hvor Lagtinget for blot to uger siden afskaffede revselsesretten.

Derimod er aborter stadig forbeholdt kvinder, som enten er blevet voldtaget eller er i fare for at dø under fødslen. Samtidig holder øriget fast i en restriktiv porno- og alkoholpolitik. Færingerne kan udelukkende anskaffe sig pornoblade og sexlegetøj over internettet eller ved private arrangementer, og alkohol sælges kun på restauranter og i de få butikker, der har fået tilkendt særbevilling.

Og de færøske værdier afspejler sig i statistikkerne: Landet sætter nordisk rekord i færrest skilsmisser, færrest provokerede aborter, færrest selvmord og flest børnefødsler.

Stærke politiske og religiøse kræfter kæmper for at implementere alle kristne værdier i færøsk lov. ’Det færøske talebanstyre’ kalder kritikerne de politiske partier, der ønsker et samfund baseret på Bibelen.

Historikeren Hans Adrias Sølvará kalder afstemningen for »et symptom på en langt større værdikamp«.

»Vi har ikke haft samme sekulariseringsproces som i Danmark. Og jeg kan ikke komme i tanke om andre europæiske lande end Færøerne , som bruger religiøse argumenter i parlamentet. Debatten handler i sin kerne om den sekulære stat. Om humanisme kontra kristen lovgivning«, siger han.

Uden for det gode selskab

Faktisk er de færøske vælgere endnu mere splittede end deres parlamentarikere. En ny meningsmåling foretaget af det færøske dagblad Sosialurin viser, at Lagtingsmedlemmerne er mere liberale end borgerne, for hvis spørgsmålet om de homoseksuelles rettigheder kom til folkeafstemning, ville 49,7 procent af færingerne stemme nej og 39,1 stemme ja, mens resten ikke kan tage stilling til spørgsmålet.

Værdikampen går altså på tværs af hele samfundet, inklusive af den færøske selvstændighedsbevægelse. Såvel tilhængere som modstandere af rigsfællesskabet er splittet i spørgsmålet. Men den senere tids vedholdende, internationale kritik af de homoseksuelles vilkår på Færøerne har gjort indtryk.

Landet ønsker sin egen stemme i flere sammenhænge, og derfor gjorde det særligt ondt på den færøske udsending ved Nordisk Råds forrige møde at blive sat uden for det gode selskab.

Men dén behandling må Færøerne vænne sig til, mener de radikales retspolitiske ordfører, Simon Emil Ammizbøll: »Man kan ikke både kræve at have sin egen stemme, at være en aktør i internationale sammenhænge, og så ikke tåle at blive kigget efter i kortene«.

På Færøerne har forargelsen over udlandets indblanding været stor. Ikke desto mindre er det nordatlantiske ørige med sin beslutning nu, på tærsklen til 2007, et skridt nærmere omverdenens accept. Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt færingerne selv er i stand til at acceptere udviklingen

Drama da homolov blev vedtaget på Færøerne

Følelserne var i kog i Lagtinget i Tórshavn i dag, da det færøske parlament endeligt vedtog, at homoseksuelle skal lovbeskyttes mod trusler, hån og nedværdigelse.

© Politikken / 15.12.2006

Mens unge kristne tilhørere bad til Gud fra tilhørerrækkerne, stemte parlamentarikerne.

Og med det mindst mulige flertal – 17 af Lagtingets i alt 32 medlemmer stemte ja, mens 15 stemte imod – blev det et endegyldigt ja til forslaget, som har hensat Færøerne i dyb splittelse.

Skuffelsen blandt de kristne nej-sigere var massiv. Republikaneren Karsten Hansen brød ud i gråd og overvejer nu at trække sig fra partiledelsen i skuffelse over, at han er den eneste republikaner, der stemte nej til det kontroversielle forslag.

Desperat kamp imod

Da forslaget var til 2. behandling i onsdags var der 17 ja-stemmer, 13 nej-stemmer og 2 blanke stemmer. Siden onsdag har nej-sigerne desperat kæmpet for at vinde stemmer op til fredagens afsteming. Og der var kamp om talerstolen i Lagtinget i morges.

Men kun de to blanke stemmer blev til nej, og dermed er Færøerne nu trådt ind i det nordeuropæiske værdifællesskab – øriget var det eneste land, hvor bøsser og lesbiske ikke var omfattet af antidiskriminationslovgivningen.

Jublende lykkelig lesbisk

Den lesbiske Sonja Jogvansdottir overværede afstemningen og er jublende lykkelig:

»Det er en stor sejr for det færøske demokrati. Og det er godt, at homoseksuelle på Færøerne har fået et stærkt signal om, at man ikke skal diskriminere. Det er et signal, vi har savnet i meget lang tid«, siger den unge kvinde, som i årevis har kæmpet for homoseksuelles menneskerettigheder på Færøerne.

Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen var med til at lægge diplomatisk pres på den færøske udsending ved det seneste møde i Nordisk Råd. Også Mogens Jensen hilser Lagtingets beslutning stort velkommen:

»Jeg vil gerne takke de modige færøske politikere, der har rejst sig mod en formørket og fundamentalistisk dagsorden. Det ville have været dybt nedslående og helt uacceptabelt, hvis det ved indgangen til 2007 fortsat havde været lovligt at true, håne og nedværdige homoseksuelle på Færøerne«, siger Mogens Jensen,

Han opfordrer nu til at vende blikket mod andre af Danmarks nabolande, f.eks. Polen og Letland, hvor de homoseksuelle har meget svære vilkår. Men lige nu glæder han sig først og fremmest sammen med de færøske homoseksuelle.

»Både de, der nu får bedre kår hjemme på Færøerne og de, der har forladt det hjemland, de holder af«, siger Mogens Jensen.

Homofobi:

Gråd, bøn og jubel på Færøerne

I går vedtog Lagtinget endegyldigt at gøre det ulovligt at true, håne og nedværdige homoseksuelle. Flertallet blev det mindst mulige – havde endnu en politiker skiftet mening, var forslaget faldet.

© Politikken / 16.12.2006

Af Stéphanie Surrugue

De unge kristne bad til Gud. En enkelt parlamentariker græd af skuffelse. Og de homoseksuelle jublede.

Følelserne kogte over på Færøerne i går, da Lagtinget endegyldigt vedtog, at bøsser og lesbiske borgere skal lovbeskyttes mod trusler, hån og nedværdigelser. Med det mindst mulige flertal – 17 stemmer mod 15 – cementerede politikerne resultatet af onsdagens afstemning, hvor det også blev et ja til lige menneskerettigheder for heteroseksuelle og homoseksuelle. To lagtingsmedlemmer, som onsdag undlod at tage stilling til spørgsmålet, valgte i går at stemme nej, men til den kristne højrefløjs massive skuffelse var det ikke nok til at flytte det endelige resultat.

På de stuvende fulde tilhørerrækker i Lagtinget sad stribevis af medlemmer fra pinsebevægelsen. De bad, mens politikerne afgav deres stemmer, men lige lidt hjalp det: Færøerne er nu trådt ind i et nyt værdifællesskab med Nordeuropa, hvor der nu ikke længere findes lande, hvor chikane af homoseksuelle er lovlig.

»Det er en stor sejr for det færøske demokrati«, jublede Sonja Jogvansdottir, en af de få homoseksuelle færinger, der er stået offentligt frem, »og det er godt, at homoseksuelle på Færøerne har fået et stærkt signal om, at man ikke skal diskriminere. Det er et signal, vi har savnet i meget lang tid«, sagde den unge kvinde, som også var at finde på tilhørerrækkerne i Lagtingssalen.

De kristne nejsigere kæmpede til det allersidste – blandt andet ved at stille alternative lovforslag – for ikke specifikt at få nævnt de homoseksuelle i loven. Nederlaget fik tårerne til at løbe hos republikaneren Karsten Hansen, som var den eneste fra sit parti, der stemte nej til det for Færøerne så kontroversielle forslag.

Han overvejer nu at trække sig fra Det Republikanske Partis ledelse.

En sorgens og en glædens dag

Prædikanten og lægen Jenis av Rana, som sidder i Lagtinget for det ultrakristne Centerpartiet, har været en af de argeste modstandere af forslaget. Han mener blandt andet, at homoseksuelle bør omvendes gennem kristen terapi og i går eftermiddag gav han sin skuffelse frit løb over for det færøske dagblad Sosialurin:

»Dette er en sorgens dag for Færøerne , at 17 medlemmer af parlamentet har stemt imod Guds ord«, erklærede Jenis av Rana.

Til gengæld var det en glædens dag hjemme hos forældrene til den homoseksuelle Rasmus Rasmussen, som i efteråret blev gennembanket og truet på livet. Efter overfaldet blev den unge musiker indlagt på psykiatrisk afdeling, og hans chokerede far Mortan stod frem for at appellere til færingerne om ikke at fordømme ørigets homoseksuelle borgere.

Det var overfaldet på Rasmus og Mortans appel, som for alvor satte skub i debatten, og som fik Finnur Helmsdal og Annita á Fridriksmørk fra Det Republikanske Parti til at genfremsætte lovforslaget, som var blevet massivt nedstemt året forinden. Og i går konstaterede Mortan Rasmussen, at overfaldet på hans søn trods alt førte noget positivt med sig:

»Vi så afstemningen i fjernsynet, og nu har vi det faktisk godt. Nu føler vi i hvert fald, at vi har gjort en forskel. Det gør Rasmus også, vi talte i telefon med ham lige efter afstemningen«, siger Mortan Rasmussen, hvis familie har haft nogle meget svære måneder:

»Lige siden Rasmus blev overfaldet … jamen, det har fyldt så meget. Det har faktisk forhindret én i et normalt liv. Tankerne har beskæftiget sig så meget om det her, at andre ting har været udelukket. Men nu er vi kommet dertil, at vi kan ånde lettet op og holde jul. Men man kommer jo ikke lige frem i julestemning over de ignoranter, vi har i Lagtinget. Det værste er, at de jo er folkevalgt. Det må være en kombination af uvidenhed og religiøst paragrafrytteri. Det har i hvert fald ikke noget med kristendom at gøre«.

Fakta: I går afgjorde Lagtinget endeligt at føje udtrykket »seksuel orientering« til straffelovens par. 266b. Dermed er det ikke længere lovligt at true, håne og nedværdige homoseksuelle på Færøerne . Debatten har splittet øriget, hvor samme forslag sidste år blev nedstemt massivt. Mange modstandere har argumenteret med Bibelen i hånden. Danmark vedtog en tilsvarende lov for 19 år siden.

Tro:

De kristne græd, da bøsserne fik deres lov

© Politikken / 31.12.2006

Af STéPHANIE SURRUGUE

Godt, jeg ikke er røvpuler«. Ordene skar sig gennem larmen på værtshuset Glitnír. Rasmus kunne ikke undgå at høre det. Det var også meningen. Den 25-årige musiker rejste sig rasende op. Han var en af de få erklærede bøsser i Tórshavn og var træt af nedladende blikke og hånende kommentarer.

Det traditionsbundne kristne færøske samfund havde svært ved at tolerere homoseksuelle. Og den aften på Glitnír fik Rasmus nok, mere end nok. Han skubbede til fyren, som havde kaldt ham en røvpuler. Så kastede fire mænd sig over Rasmus. Han blev gennembanket. Aftenen udviklede sig til et masseslagsmål på havnen foran værtshuset, hvor politiet blev tilkaldt og Rasmus skjult af personalet.

Få dage senere ringede telefonen hjemme hos Rasmus. En mand truede med at slå ham ihjel, hvis han viste sig i Tórshavn igen. Rasmus brød sammen. I en blanding af chok og depression blev han indlagt på psykiatrisk afdeling. Dét skulle vise sig at afgøre den største værdikamp i Færøernes historie.

To politikere fra Det Republikanske Parti så deres snit til at genfremsætte et lovforslag, der skulle forbyde hån, trusler og nedværdigelser af ørigets homoseksuelle. Året forinden var forslaget blevet massivt stemt ned i Lagtinget, hvor det føg med religiøse argumenter og bibelcitater.

Adskillige politikere henviste fra parlamentets talerstol til, at homoseksuelle ikke kunne arve Guds rige.

Prædikanten Jenis av Rana fra det fundamentalistiske Centerpartiet erklærede, at bøsser og lesbiske skulle omvendes gennem kristen terapi.

Færøernes kulturminister – og repræsentant i Nordisk Råd – Jogvan á Lakjuni fra Folkeflokken forudså dystert, at en ulykke ville ramme landet, hvis lagtingsmedlemmerne stemte ja.

Men overfaldet på Rasmus – og ikke mindst hans fars uortodokse offentlige appel om at udvise tolerance – havde fået det til at knage i Færøernes kristne fundament.

Færingerne begyndte at spørge sig selv og hinanden, om mon ikke de homoseksuelle alligevel skulle have samme rettigheder som alle andre borgere, der var beskyttet af straffelovens paragraf 266 b.

Samtidig begyndte omverdenen at interessere sig for det forblæste ørige, der var det eneste land i Nordeuropa, som ikke tillod bøsser og lesbiske at være omfattet af loven.

Kritikken skyllede ind over Færøerne . Først Amnesty International, så Nordisk Råd, siden Danmarks statsminister. Og endelig: Mere end 20.000 mennesker fra hele verden skrev under på en erklæring mod homofobi på Færøerne .

I Lagtinget rasede flere parlamentarikere over udlandets indblanding, mens andre skamfuldt noterede sig Færøernes rygte. Uden for Lagtinget fortsatte lobbyarbejdet på allerhøjeste tryk. Mange af de færøske homoseksuelle, som var flyttet til Danmark for at kunne leve åbent og frit, kastede sig ind i kampen.

De kristne modstandere, såvel parlamentarikere som præster, forsøgte at slå igen. Men de kæmpede mod en udvikling, som havde været undervejs i årevis, og mod følelser og håb, som var i kog. 15. december i det Herrens år 2006 vandt udviklingen.

Med det mindst mulige flertal – 17 stemmer ud af i alt 32 – vedtog Lagtinget, at det fremover både er ulovligt og strafbart at håne, true og nedværdige homoseksuelle.

I lagtingssalen sad unge kristne på tilhørerrækkerne og bad til Gud. Et enkelt lagtingsmedlem græd af skuffelse. Men de homoseksuelle jublede, sammen med Rasmus’ far.

Share

Twitter Facebook Del.icio.us Digg LinkedIn StumbleUpon

Reply